
Junior afdelingen
Det skal være sjovt og spændende at sejle jolle i Nykøbing Sjælland sejlklub
Juniorsejlads i Nykøbing Sjælland Sejlklub sæsonen 2025.
I øjeblikket har vi ikke plads til flere juniorer

Men du kan komme
på venteliste ved
henvendelse til
formand@nk-s.dk.
Hvornår sejles
Der sejles tirsdage kl. 17 i månederne maj + juni + august + september.
Program for sejladsdag
16.00: Klubhuset åbner (brovagten)
17.00: Seneste mødetid, omklædning og tilrigning starter
17.30: Skippermøde – Bådene er rigget til og ligger i vandet
17.45: Afsejling
19.00: Alle er tilbage ved kajen og afrigning starter
19.15: Fællesspisning i klubhuset
Målsætning
Det skal være sjovt, spændende og lærerigt at sejle jolle i Nykøbing Sj. Sejlklub.
Det er vigtigt at skabe en vedvarende lyst hos børnene til at sejle, dvs. der er plads til såvel de mere afslappede hygge-sejlere, som de ambitiøse kapsejlere
Rammer
Gennemførelse af vores juniorsejladser er baseret på forældrenes aktive medvirken. Det betyder ikke at alle forældre altid skal være til stede, men at forældrene aftaler indbyrdes hvilke funktioner, der skal være besat ved hver sejlads. Aftalerne dokumenteres i et vagtskema.
Vi møder til tiden, holder aftaler og hjælper og respekterer hinanden.
Afvikling af sejladserne
Udover klubbens instruktør, så er mindst 3 forældre til stede ved hver sejlads. Men jo flere forældre til stede, jo hyggeligere
De roller som skal besættes af forældre ved hver sejlads er følgende:
- Bådfører af hjælpebåden. Åbner klubhuset kl. 16. Søsætter hjælpebåd, klargør og uddeler VHF-radioer. Noterer i loggen hvem der er instruktør, bådfører, brovagt og hvilke børn, der sejler ud.
- Brovagt. Assisterer børnene med at rigge og søsætte bådene (som udgangspunkt er det børnene selv der klargør bådene). Er altid tilstede på broen og hjælper børn, som kommer tilbage fra sejladserne. Brovagtens sørger for oprydning i grejrum og klubhus efter sejladserne, herunder aftørring af gulv i grejrum, hvis nødvendigt. Efter sejladsen indsamler brovagten VHF-radioer og sætter til opladning. Noterer fejl og mangler ved bådene i loggen.
- Rigningsassistent. Assisterer børnene med at rigge og søsætte bådene (som udgangspunkt er det børnene selv der klargør bådene). Og hjælper ellers med forefaldende opgaver.
- KOK. Vi skal snakke om hvordan (og om ?) vi organiserer spisning.
Klubbens instruktør (Asger og/eller Petter) søsætter instruktør-RIP’en.
Der er mindst én instruktør til stede ved hver sejlads. Klubben sørger for vikarordning, så aflysning af sejladser undgås.
Der udarbejdes et vagtskema (hvem er brovagt, bådfører hjælpebåd, madlavning, instruktør mv.), som opsættes i grejrummet og udsendes til forældrene. Hvis en forælder har forfald må man selv finde afløser blandt de øvrige forældre. (Se bilag).
Klubbens joller er forskellige i alder og stand. Derfor roterer jollerne mellem børnene.
Hvis der observeres skader på joller eller andet materiel, så meldes dette til dagens brovagt, som noterer observationen på loggen i grejrummet
Sikkerhed:
- Der skal altid være mindst 2 motorbåde i vandet: RIP’en føres af instruktøren og hjælpebåden føres af en forælder med speedbådscertifikat.
- Alle (instruktører, bådførere og elever) skal bære redningsvest i korrekt størrelse. Dette gælder både i både og på broer.
- Begge motorbåde og brovagten på land kommunikerer med bærbare VHF radioer på kanal 6 (?).
- Der deltager max. 8 børn i joller per sejlads
- I tilfælde af hårdt vejr aflyses sejladsen senest dagen før kl. 18. Alternativt sejles i havnebassinet eller indendørsundervisning.
- Klubben anbefaler at man tegner fritidsulykkesforsikring for børn og forældre.
- Sejlklubben kræver ikke, at du kan svømme. Du skal dog være fortrolig med vand og det opnår man bedst ved at kunne svømme.
- Klubben stiller redningsveste og våddragter til rådighed. Børnene kan ikke forvente at kunne benytte den samme våddragt til hver sejlads.
- For alle klubbens involverede frivillige indhentes ”børneattest”.
Sommertur
I august eller starten af september forsøges gennemført en sommertur som fælles sejlads til f.eks. Kongsøre.
Økonomi/kontingent
Klubbens familie kontingent er 1050 kr. om året, som opkræves i april. Kontingentet dækker alle familiemedlemmer i husstanden.
Man kan indmelde en enkelt juniorsejler til et kontingentet på 450 kr. per år.
Vi håber alle forældre og børn har lyst til ind imellem at deltage i vores klubarrangementer og derfor anbefaler vi et familiemedlemskab. Og hvis man har mere end et barn med til sejlads, så er forskellen lille. Desuden er gratis speedbådscertifikat, redningsvest, våddragt mv. også et medlemsgode.
Klubben stiller alt udstyr til rådighed og sikrer nødvendig vedligeholdelse og reparation af både og udstyr.
Med hensyn til madordningen, så skal den finansieres af deltagerne. Så lad os snakke om ambitionsniveauet her.
Øl og sodavand købes i klubhuset til 10 kr.