Spring til indhold

Sejlerskolen

Sejlerskole for alle.

Er du nysejler eller har du allerede nogen sejlererfaring?
Drømmer du om at sejle over Atlanten eller måske bare weekendture rundt i Isefjord?
Planlægger du at købe en sejlbåd eller vil du benytte dig af mulighederne i sejlklubben?
Vil du gerne opnå duelighedstegn, eller vil du bare gerne lære at sejle?
Har du lidt sejlererfaring og gerne vil prøve kræfter med kapsejlads?
….så er Nykøbing Sjælland Sejlklubs Sejlerskole et godt sted at starte.
Vi kan lære dig at sejle, men vi syntes også det er vigtigt, at skabe et godt socialt miljø, hvor vi efter sejladserne hygger os i sejlklubbens lokaler.
Sejlerskolen byder velkommen til alle sejlerinteresserede, uanset ambitioner og forudsætninger.

Kursus i praktisk sejlads

Undervisningen er målrettet nysejlere og lidt øvede og tager udgangspunkt i Sejlunionens Instruktørhåndbog, der beskriver 12 praktiske grundlektioner i sejlads.

Lektionerne giver bl.a. viden om båden, vindforhold, sejlads på forskellige halser og “mand over bord” øvelser.

Undervisningen finder sted i klubbens skolebåd, hvor 3 nysejlere er ombord sammen med en erfaren instruktør.

Som elev får du udleveret Sejlunionens begynderbog “Gast”, der supplerer den praktiske sejladsundervisning.

I “Elevens logbog og checkliste” kan eleverne selv registrere erfaringer og færdigheder efterhånden som undervisningen skrider frem.

Når du kan sejle sikkert og kompetent kan du vælge at gå op til den praktiske prøve i sejlads med sejlbåd.

Teoriundervisning i Navigation

I samarbejde med den lokale aftenskole DOF gennemføres i vinterhalvåret teoriundervisning i navigation. Undervisningen varetages af sejlklubben og finder sted i sejlklubbens lokaler, men tilmelding skal ske til DOF Lumsås Aftenskole.

DOF Lumsås Aftenskole
Skamlebækvej 9
4540 Fårevejle
Telefon 31 24 71 97

Undervisningen afsluttes med en prøve godkendt af Søfartsstyrelsen. Kursisterne skal være forberedt på hjemmearbejde. Praktisk information og tilmelding.

Duelighedsbevis

Opnåelse af duelighedsbevis i sejlads kræver, at du både består den praktisk prøve i sejlads og den teoretisk prøve i navigation.

I Nk-S Sejlerskole kan du forberede dig til begge prøver og du kan selv vælge, om du vil starte med teoriundervisning i november eller med praktisk sejlads i maj.

Træning i kapsejlads

Når du har opnået dit duelighedsbevis kan du tilmelde dig et kursus i kapsejlads. Klubbens skolebåd sejler hver onsdag med i klubbens kapsejlads, støttet af en erfaren instruktør. I konkurrence med de andre både vil du kunne videreudvikle dine sejlerfærdigheder til blandt andet at sejle med spiler.

Skolebåden

Sejlerskolen har to Drabant 24 som skolebåde. Drabanten har et stort cockpit, hvor der er god plads til elever og instruktør. Bådene er velsejlende i alle vindretninger og benyttes af mange danske sejlerskoler.


Bådene er sponsoreret af Home Nykøbing Sjælland og Odsherred Marineservice for en 3-årig periode og Sail Repair har sponsoreret nye bompresenninger til begge både.

Sæson 2025

I 2025 kan du vælge mellem 3 hold:


Hold 1: tirsdage i maj, med start d. 29. april
Hold 2: tirsdage i maj, med start d. 29. april
Hold 3: torsdage i maj, med start d. 1. maj
Herudover vil der være mulighed for at tilmelde sig et opsamlingshold for 2024 elever, som ønsker at tage den praktiske prøve:
Hold 4: torsdage i maj, med start d. 1. maj
Alle hold starter kl. 17.

I juli måned er der ingen undervisning.
I august færdiggøres kurset med 4 sejladser på tirsdage og torsdage ligesom i maj.
For de kursister, der ønsker at gå til prøve i praktisk sejlads aftales 2 opfølgningssejladser med instruktøren.
Hvis du allerede har duelighedsbevis eller har nogen sejlererfaring, så kan du tilmelde dig Kapsejladsholdet. Mødetid er hver onsdag kl. 17, hvor vi sejler ud til kapsejlads i konkurrence med klubbens øvrige medlemmer.

Hvis du ønsker at lære lidt om bådvedligeholdelse, så kan du deltage i bådklargøring de sidste 2 søndage i april 2025. Båden bundmales, poleres og mast og rig monteres. Deltagelse i bådklargøring er frivilligt.

Priser – Sæson 2025

Kursus i praktisk sejlads:

  • Medlemskab af Nykøbing Sjælland Sejlklub koster 700.- kr. pr. år.
  • Deltagelse i praktisk sejlads koster 1200.- kr. per år. Prisen dækker endvidere lærebogen ”Gast” samt log- og chekliste.
  • Afgiften til Søfartsstyrelsen for den praktiske prøve er 350.- kr.

Teoriundervisning i navigation:

  • Ved flere end 10 deltagere er prisen 1.975.- kr.
  • Ved mindre end 8 deltagere er prisen 2.300.- kr.
  • Hertil kommer udgifter til bøger og kort materiale på ca. 1200.- kr. Dette materiale vil du have gavn af i mange år frem.
  • Hvis du går til prøve betales en afgift til Søfartsstyrelsen på pt. 350.- kr.

Er du folkepensionist og modtager ældrecheck eller er du førtidspensionist, bor i Odsherred Kommune, kan der gives rabat, ved udfyldelse af tro og love-erklæringen, på kr. 450, en gang om året, til et aftenskolehold. Kontakt venligst skolelederen på 31 24 71 97 eller på mail info@doflumsaasaftenskole.dk
Undervisningssted: Klubhuset, Nykøbing Sj. Sejlklub, Snekkervej 11, 4500 Nykøbing Sj.

Kontakt

Kontakt Sejlerskolen på:
Tlf.: +45 60 54 60 05
Mail:  sejlerskolen@nk-s.dk

Du kan tilmelde dig her: